Smedegård I/S
Per og Otto Petz,
Stærbækvej 4, Købingsmark, 6430 Nordborg
Produktion: Malkekvæg, kalve og heste
Velkommen søndag den 18. september 2011 kl.10-16
Vi hedder Per og Otto Petz. Vi er brødre og driver i fællesskab Smedegård i et I/S.
Vi er anden generation på gården, som vores far Peter købte i 1964. Fra 2000 indgik vi begge i et driftsfællesskab med Peter indtil 2006, hvor han gik på pension og vi overtog hele bedriften. Vi passer dyrene i fællesskab, men har ind i mellem en arbejdsdeling, hvor Otto passer køerne og Per står for dyrkning af markerne og vedligehold af landbrugsmaskinerne.
Otto bor på Smedegård med sin kone Nanna og deres fem børn. Per bor i nærheden med sin kone Pia og deres to børn. Det er også her, Per og Pia har oldenborgheste, der er deres store hobby, og som de blandt andet bruger til ringridning.
Da vores far købte gården, var der to køer og ni hektarer på ejendommen. Bedriften er udvidet mange gange siden, og med den sidste udvidelse i 2002 byggede vi den nuværende løsdriftsstald til 200 køer. Med til bedriften hører også en anden ejendom med plads til de store kalve. Vi har 400 kreaturer, når ungdyr og kalve tælles med.
Om produktionen
Vores besætning består af jerseykøer ligesom de to første køer på gården i 1964. Jerseykoen er en stærk og sund ko med gode, stærke ben. Den er god til at kælve (føde) og har et rigtig godt og omgængeligt temperament. Jerseykoen vejer omkring 400 kilo, og er mindre end for eksempel den sortbrogede malkeko med en vægt på cirka 600 kilo. Jerseykoen giver også færre liter mælk. Til gengæld er både fedtprocent, proteinindhold og indhold af vitaminer og mineraler i mælken meget højere i jerseymælk end i de store malkeracers mælk. Jerseymælk bliver derfor også brugt til mange specialprodukter i for eksempel osteproduktion.
Vores mælk bliver hentet af Arlas tankvogn hver anden dag og kørt til mejeriet i Kruså, hvor den blandt andet bliver brugt til fremstilling af salatost. Vi leverer omkring 7000 liter mælk ad gangen.
Køerne går frit mellem hinanden i løsdriftsstalden, hvor de har hver sin sengebås med en madras. De bliver malket to gange dagligt, første gang klokken 5 og anden gang klokken 15.30. Vi malker i en såkaldt ”sildebensstald”. Det er en malkegrav, som vi står nede i, mens 11 køer står på hver side af ”graven”, 22 køer ad gangen.
For at køerne producerer tilstrækkeligt med mælk, får de kalv cirka én gang årligt. Kalvene vænnes fra koen næsten med det samme, når de er blevet født. I kan besøge kalvene i kalvestalden.
Aktiviteter på dagen
-
Gå tur på gangbroen og oplev køerne i løsdriften
-
Besøg kalvene og klap en kalv i kalvekravlegården
-
Prøv at håndmalke en ko
-
Nyd smagsprøver på mælkeprodukter fra Arla
-
Se de store landbrugsmaskiner og prøv at sidde i en traktor
-
Oplev veterantraktorer fra Munkegaard traktormuseum
-
Se kvadrilleridning med oldenborgerheste klokken 13
-
Få en trækketur på ponyerne
-
Hop i korncontaineren
-
Oplev halmlegepladsen
-
Tag madpakke med og nyd den på græsplænen eller i teltet
-
Mulighed for køb af øl, vand, pølser og suppe
Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:


