Holbækgård
Christian Mikkelsen,
Gammel Ørderupvej 1, 6520 Toftlund
Produktion: Søer og smågrise
Velkommen søndag den 18. september 2011 klokken 10-16
Jeg hedder Christian Mikkelsen og er tredje generation på Holbækgård, som jeg overtog efter min far i 2000. Jeg er gift med Connie, og sammen har vi Christina på 15 år, Julie på 12 år og Mads på 7 år.
Connie er udearbejdende, og jeg selv står for driften af svineproduktionen i det daglige sammen med Pia, der er fodermester, Réne, der er ansvarlig for løbedrægtighedsstalden, Per, der er markmand og en landbrugselev.
Holbækgård var kvægejendom indtil 1978, hvor køerne blev sat ud og min far satte svin i staldene i stedet. Han begyndte med 70 søer og besætningen er siden vokset, senest i 2001, hvor vi foretog en større udvidelse fra 300 søer til de nuværende 650. De pattegrise, der fødes på Holbækgård, bliver ved fravænningen flyttet til tre andre ejendomme i lokalområdet - to, vi ejer, og en ejendom, vi har lejet. Her fedes en del af grisene op til 30 kilo og sælges videre til en slagtesvineproducent, mens en anden del bliver hos os, ind til de har nået slagtevægten på 100 kilo.
Om produktionen
Produktionen på Holbækgård er traditionelt opbygget i fire dele med en løbestald, en afdeling for drægtige søer, en farestald (fødestald) og en fravænningsstald. I løbestalden bliver søerne insemineret, og når vi er sikre på, at de er drægtige, flyttes de sammen i løsdrift, hvor de går mellem hinanden, indtil de skal fare. I farestalden får de tildelt hver sin fareboks, der er udstyret med overdækkede kasser, som pattegrisene kan søge ind i, når de ikke dier. Pattegrise kræver meget varme og derfor er der opsat varmelamper i kasserne.
Når de små grise er fire uger gamle vænnes de fra soen og flyttes til fravænningsstalden, også kaldet klimastalden, hvor varmen er afgørende for deres trivsel. Herfra flytter vi smågrisene videre til de øvrige ejendomme til opfedning.
På Holbækgård har vi de seneste år haft fokus på en række forhold omkring bedriften, som vi i samarbejde med forskellige konsulenter har arbejdet på at optimere. Vi har i den forbindelse blandt andet fokuseret på at sænke bedriftens energiforbrug og sprøjtehyppigheden i marken, mens vi i samarbejde med dyrlæger har haft stor fokus på at nedsætte dødeligheden hos pattegrisene i stalden. Det har ført til en række tiltag, der skal sikre de små grises levedygtighed.
Aktiviteter på dagen
- Tag med på rundvisning i staldene og oplev en moderne svineproduktion
- Hør om alv i svineproduktionen
- Mød dyrlægen
- Klø de små grise og prøv at holde dem
- Smag på lækkert svinekød
- Deltag i familiequizzen og vind en præmie
- Se de store landbrugsmaskiner og prøv at sidde i en traktor
- Hop en tur i traktorhoppeborgen
- Lav snobrød over bål med spejderne
- Tag madpakken med eller køb slagterens pølser og nyd dem i det grønne eller i laden
- Mulighed for køb af øl og vand
Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:

