Rolighedsdal

Hanne og Jens Nielsen,
Ydunvej 4, Ormslev, 4241 Vemmelev

Produktion: Svin og kødkvæg

Velkommen søndag den 18. september 2011 klokken 10-16

Jens og Hanne Nielsen er anden generation på Rolighedsdal. De har haft gården siden 1986, hvor de overtog den af Jens forældre. I 1986 var der 18 malkekøer, og Jens’ far producerede 70 slagtesvin om året, så der er sket meget med produktionen i de 25 år, Jens og Hanne har haft gården. Jens og Hanne har tre børn: Morten på 22 år er faglært landmand, Malene på 20 år passer malkekøer, og Rasmus på 12 år går i 7. klasse. Hanne er sygehjælper 24 timer om ugen på Stillinge Plejecenter.

Produktionen
Her på Rolighedsdal kan du møde mange forskellige dyr. Der er slagtesvin, kødkvæg, heste, høns, kaniner, ænder, gæs, geder, katte og kalkuner og et par hunde. Der bliver årligt produceret 3.500
slagtesvin, og der er cirka 1.000 svin i stalden ad gangen. Grisene bliver fodret med hvede, byg, tilskudsfoder, mineraler og vitaminer. Jens køber grisene af landmand Henning Hansen ved Harested, når de vejer 30 kilo, og fodrer dem op til en vægt på 100-105 kilo. Efter 90-100 dage bliver grisene sendt til slagteriet. LYD-slagtesvinene er en blanding af tre forskellige racer: Landrace, Yorkshire og Duroc. Denne krydsning giver de mest optimale avlsforhold.

Der er også en produktion af kødkvæg på Rolighedsdal, og alle køerne går i løsdriftsstald med masser af halm. I sommerhalvåret bliver køerne sendt til Egerup og Kobæk Sø ved Skælskør, hvor de er et led i naturplejen ved at afgræsse naturfølsomme arealer. I vinterhalvåret bliver køerne fodret med wrap og ensileret (gæret) græs - gæringen forlænger græssets holdbarhed.

Jens Nielsen dyrker 135 hektar landbrugsjord - en hektar svarer til to fodboldbaner. I år er afgrøderne fordelt på 20 hektar raps, 70 hektar hvede, 20 hektar vinterbyg, 20 hektar maltbyg og 5 hektar havre, som hestene nyder godt af. En del afgrøder bliver brugt til foder, mens rapsen bliver solgt til grovvareselskaberne, der udvinder olie af rapsfrøene. Når olien er udvundet er restproduktet rapsskrå, som er et glimrende foder til køer og grise.

Aktiviteter på dagen

  • Gårdquiz med præmier
  • Rundtur i stalden 
  • Tal med en landmand 
  • Halmlegeplads 
  • Ponyridning 
  • Kørsel med hestevogn 
  • Klap en ko og kæl med en gris 
  • Se nærmere på korn og landbrugsprodukter 
  • Salg af forfriskninger 
  • Karameljagt 
  • Gæt vægten på grisen

Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:




Hanne og Jens Nielsen
Ydunvej 4, Ormslev
4241 - Vemmelev

Rutevejledning

Download gårdfolder om Rolighedsdal i pdf

Værterne glæder sig til at få besøg. Vær opmærksom på, at når du besøger en gård, er der nogle retningslinier, som vi beder dig om at overholde.