Ottosminde
Karsten Petersen,
Krårupvej 20, 4990 Sakskøbing
Produktion: Kvæg
Velkommen søndag den 18. september 2011 kl. 10-16
Jeg hedder Karsten Petersen og bor her på gården sammen med mine børn Signe og Henrik. Ottosminde blev købt i fri handel i 1994. Min far hjælper stadig til med bedriften, ligesom børnene hjælper til med de mange forskellige opgaver på gården. Jeg har tre medhjælpere på gården - Therese, som er fodermester, Maria, som er elev, og Lotte, som er praktikant. Vi deles om arbejdet i stalden og markerne.
Produktionen og markerne
På Ottosminde har vi 170 malkekøer af racen Jersey, som er kendt for et højt fedtindhold i mælken. Herudover har vi 150 kvier og kalve - en kvie er en ko, som endnu ikke har fået sin første kalv. Hver af vores køer giver dagligt 24-25 liter mælk - det svarer til en gennemsnitsdanskers forbrug af mælk på to måneder. Til gengæld æder en ko 55 kilo foder om dagen og drikker 80 liter vand. Arlas tankvogn henter hver anden dag seks tons mælk på Ottosminde.
Vi fodrer køerne med majsensilage (snittede, gærede majsplanter), halm, roepiller (restprodukt fra sukkerproduktion) samt vitaminer og mineraler. Køerne går i en moderne løsdriftsstald og kan derfor selv bestemme, hvornår de vil æde, drikke, gå eller hvile og tygge drøv på komadrasserne.
Når tyrekalvene er fire uger gamle, bliver de solgt til mine kollegaer, som feder dem op til slagtning.
Vi driver 134 hektar jord - en hektar svarer til 2 fodboldbaner. 50 hektar er sået til med majs, og hele planten bliver høstet og ensileret (gæret) i slutningen af september, så den kan bruges til foder resten af året. Derudover er der 32 hektar med hvede og 25 hektar med byg, som bliver solgt til foderstofkompagnierne. Vi har også 30 hektar med sukkerroer, som bliver kørt til sukkerfabrikken i Nakskov, hvor roerne omdannes til sukker.
Aktiviteter på dagen
- Rundtur i staldene
- Tal med en landmand
- Halmlegeplads
- Se maskinerne
- Sækkevæddeløb for børnene
- Kæl med de små kalve
- Salg af forfriskninger
- Smagsprøver fra Arla
- Rundtur med traktor og vogn
Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:

