Dybelund
Niels Jensen,
Søndervangsvej 20, 4583 Sjællands Odde
Produktion: Kvæg
Velkommen søndag den 18. september 2011 kl. 10-16
Vi hedder Niels og Linda Jensen og er anden generation her på Dybelund på Sjællands Odde. Vi bor her sammen med vores tre børn - Henrik, Laura og Line. Niels arbejder med markerne og køerne på gården, og Linda arbejder som skolesekretær på en nærtliggende skole. Niels’ far købte gården i 1966 i fri handel, og fra år 2000 til 2010 blev gården drevet som et I/S i samarbejde mellem Niels og hans far. Nu har Niels overtaget ansvaret for driften, men hans far hjælper stadig til med arbejdet på fuld tid. Vi har udvidet staldene og antallet af malkekøer ad flere omgange. I år 2000 var her 53 malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace - i dag er besætningen oppe på 145. Niels har planer om at bygge en ny stald med malkerobot og øge besætningen til 240 køer, gerne i nærmeste fremtid.
Produktion af mælk og afgrøder
I staldene står køerne og de små kalve. Ungdyrene, de større kalve og kvier, befinder sig på en nabogård. Malkekøerne går i en moderne løsdriftsstald med sengebåse. Staldtypen giver en høj grad af trivsel og dyrevelfærd, fordi køerne selv kan bestemme, hvornår de vil æde, tygge drøv eller hvile på gummimåtterne.
Køerne fodres automatisk, da Niels har investeret i et foderanlæg, der doserer og blander foderet og fodrer køerne. Fodermaskinen kører rundt i loftet på skinner og giver hvert enkelt staldafsnit den mængde foder, Niels har programmeret den til. Det betyder dog ikke, at Niels kan klare arbejdet med køerne selv, for udover sin far har han også to elever ansat, som er i gang med landmandsuddannelsen på landbrugsskolen i Høng.
Køerne bliver malket to gange om dagen, klokken 5.30 og 15.30. I malkestalden er der plads til 20 køer ad gangen og malkningen tager to en halv time. Tankvognen henter mælken hver anden dag og kører den til Arlas mejeri i Slagelse.
På Dybelund bliver der dyrket 116 hektar med forskellige afgrøder. Der er 50 hektar med majs og 25 hektar med græs, og begge dele bruges som foder til køerne. Resten af jorden bliver dyrket med korn, som dels bruges til foder, og dels bliver solgt til foderstofkompagnierne.
Aktiviteter på dagen
- Rundtur i staldene
- Tal med en landmand
- Halmlegeplads
- Se malkningen klokken 15.30
- Se veterantraktorerne
- Klap de søde kalve
- Se de moderne traktorer og landbrugsredskaber
- Smagsprøver på mælkeprodukter fra Arla
- Salg af forfriskninger
- Gårdquiz - der bliver udtrukket en vinder af gårdquizzen blandt de tilstedeværende klokken 12 og klokken 15
Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:

