Nørre Fuglsang

Bodil og Hardy Larsen,
Fuglsangsvej 34, 9670 Løgstør

Produktion: Malkekvæg, kalve og robotmalkning

Velkommen søndag den 18. september 2011 kl. 10-16

Vi hedder Bodil og Hardy Larsen og driver Nørre Fuglsang, som vi i 1971 overtog efter Hardys forældre. Vi har fire voksne børn i alderen 27-38 år. I år er det 40 år siden vi overtog bedriften, der med årene har forandret sig en del i takt med strukturudviklingen i landbruget. Dengang var Nørre Fuglsang et mindre husmandssted med ti grisesøer, otte køer og elleve hektarer. I dag består vores besætning af 550 sortbrogede malkekøer og omkring 550 kvier og kalve. Der er ingen af de oprindelige bygninger tilbage.
De elleve hektarer er blevet til omkring 630 hektarer jord, som vi driver med majs, græs og korn, hvoraf hovedparten af afgrøderne bruges til foder.
I det daglige er det Hardy, der står for pasningen af dyrene sammen med fem fuldtidsansatte, mens Bodil arbejder i en børnehave på Trekronerskolen.

Om produktionen
I 2008 byggede vi det nuværende staldanlæg med særligt fokus på dyrevelfærd. Dyrene går i løsdriftsstald og bliver malket i staldens otte malkerobotter. Køerne går selv ind i malkerobotterne, når de har behov for at blive malket. Ved hjælp af koens chipmærke genkender malkerobotten hver enkelt ko og indstiller sugekopperne efter koens patter. Det er også via koens chipmærke, at vi på computeren for eksempel kan aflæse, hvor meget koen spiser, hvor meget mælk den leverer og hvor meget den bevæger sig. Nedsat bevægelsesmønster eller nedsat ædelyst kan være tegn på at koen ikke trives, og vi kan på den måde overvåge den enkelte kos trivsel.
Med til staldanlægget hører en velfærdsafdeling. Her er der et kælvningsafsnit med plads til de køer, der skal kælve. Køerne går i kælvningsbokse med dybstrøelse og kan her få den nødvendige ro og opmærksomhed. I velfærdsafdelingen har vi også plads til de køer, der af andre årsager har brug for særlig opmærksomhed og omsorg.
Nørre Fuglsangs malkekøer leverer omkring 14.500 liter mælk om dagen. Mælken hentes af Arlas tankvogn klokken to hver anden nat og køres til Akafa i Svenstrup, hvoraf størstedelen af mælken omsættes til mælkepulver. En del af mælken går også til mejeriet i Bislev, hvor der blandt andet bliver fremstillet fetaost.

Aktiviteter på dagen

  • Gå en tur i staldene og oplev en moderne mælkeproduktion
  • Prøv at håndmalke en ko
  • Kom i nærkontakt med kalvene
  • Smag på mælkeprodukter fra Arla
  • Oplev de store landbrugsmaskiner og prøv at sidde i en traktor
  • Oplev halmlegepladsen
  • Bag snobrød og lav popcorn på bål
  • Nyd madpakken i det fri eller i foderladen
  • Oplev kalvene blive fodret klokken 14.30
  • Deltag i familiequizzen og vind en præmie
  • Mulighed for køb af suppe, øl og vand

Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:





Bodil og Hardy Larsen
Fuglsangsvej 34
9670 - Løgstør

Rutevejledning

Download gårdfolder om Nørre Fuglsang i pdf

Værterne glæder sig til at få besøg. Vær opmærksom på, at når du besøger en gård, er der nogle retningslinier, som vi beder dig om at overholde.