Meller Hjulskov

Bente og Poul R. Pedersen,
Hjulskovvej 263, 9740 Jerslev

Produktion: Malkekvæg og kalve

Velkommen søndag den 18. september 2011 kl.10-16

Vi hedder Bente og Poul R. Pedersen. Vi har tre børn, Trine på 27 år, Line på 22 år og Anders på 19 år.
Vores datter Line er uddannet driftsleder, og sammen med Poul står hun for den daglige pasning af besætningen med hjælp fra to landbrugselever og en medhjælper.
Med til familien hører også vores fjordheste og hunden Emil.
Familien har i mange år været aktive i 4H, hvor Poul er regionsformand. Som aktive i landbrugets skolekontakt lægger vi også gerne stald til, når lokale skoleklasser vil på besøg og lære mere om moderne landbrug.
Vi købte Meller Hjulskov i fri handel i 1981. Med undtagelse af et enkelt fodermesterhus er alle de oprindelige bygninger revet ned og erstattet med gårdens nuværende bygninger.

Produktionen
Vores malkebesætning består af 350 malkekøer af racen Jersey, der sammen med kvier og kalve bliver til 550 dyr i alt. Køerne går i løsdrift og har hver sin skumgummimadras i stalden. Kvier og goldkøer kommer på græs. Vores køer malkes to gange om dagen i malkegraven, som har plads til 11 køer i hver side. Vi malker 22 køer ad gangen og leverer cirka 5700 liter mælk om dagen. Mælken bliver hentet hver anden dag af Arlas tankvogn og laves til ost eller mælkepulver på Akafa i Svenstrup.
På markerne dyrker vi korn og foder til køerne. Majs og græs bliver til ensilage og suppleres med rapskager og sojaskrå.
Jerseykoen vejer omkring 400 kilo og er mindre end for eksempel den sortbrogede malkeko på cirka 600 kilo. Jerseykoen giver også færre liter mælk. Til gengæld er både fedtprocent, proteinindhold og indhold af vitaminer og mineraler i mælken højere i Jerseymælk end i mælken hos de store malkeracer. Derfor er Jerseymælk meget velegnet til for eksempel osteproduktion.
Jerseykoen er desuden god til kælvninger og har et rigtig godt og omgængeligt temperament. Vores gæster vil derfor helt sikkert opleve, hvor nemme dyrene er at komme i kontakt med.

Aktiviteter på dagen

  • Gå tur i staldene og oplev køerne i løsdriften
  • Oplev, når køerne bliver malket klokken 14.30
  • Prøv at håndmalke en ko
  • Klap de små kalve og se dem blive fodret klokken 15.00
  • Nyd en smagsprøve fra Arla
  • Se de store landbrugsmaskiner og prøv at sidde i en traktor
  • Deltag i familiequizzen og vind præmier fra Arla
  • Bag pandekager over bål med 4H
  • Prøv at åbne en øl med minilæsseren sammen med Landbo Ungdom
  • Oplev halmlegepladsen
  • Nyd madpakken i teltet eller i det fri
  • Mulighed for køb af øl eller sodanvand
  • Gårdbutik med syltetøj og honning

Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:





Bente og Poul R. Pedersen
Hjulskovvej 263
9740 - Jerslev

Rutevejledning

Download gårdfolder om Meller Hjulskov i pdf

Værterne glæder sig til at få besøg. Vær opmærksom på, at når du besøger en gård, er der nogle retningslinier, som vi beder dig om at overholde.