Hveddegaard
Søren & Siobhan Kristensen,
Hvedde Mosevej 2, 6933 Kibæk
Produktion: Malkekvæg, kalve og ismejeri
Velkommen søndag den 18. september 2011 klokken 10-16
Familien Kristensen består af Siobhan og Søren og vores fire børn, Michael, Brian, Padraig og Ellen. Vi har fire ansatte på Hveddegaard, som vi købte i 1991, og har løbende udvidet ved tilbygninger, opkøb af jord og en nærliggende ejendom.
Udover landbruget har vi også bondegårdsferie og fungerer som besøgsgård for blandt andet skoler og foreninger. Derudover etablerede vi i 2010 et ismejeri på gården efter det hollandske koncept Bondegårds Is.
Produktionen
På gården er der plads til 300 sortbrogede malkekøer, der går i løsdrift og malkes i en såkaldt sildebensmalkestald med plads til 28 køer ad gangen. Køerne giver 6.500 liter mælk om dagen, som primært bruges til osteproduktion.
Vi leverer årligt 120 slagtekalve til Danish Crown, og producerer kalve og kvier til videreførelse af mælkeproduktionen. Kalvene går i grupper på løs halm og kvierne er ude i sommerhalvåret.
I ismejeriet producerer vi 20 isvarianter baseret på naturlige ingredienser og mælk fra egne køer.
Der hører 320 hektarer til gården og derudover har vi lejet 200 hektarer. Vi dyrker græs, majs, hvede og byg til foder til dyrene. Græsset ensileres fire gange om året, og majsen ensileres i oktober. Vi dyrker også raps som salgsafgrøde.
Vi har en sø og en del læhegn på ejendommen, som bidrager til et alsidigt dyreliv.
Som noget nyt har vi påbegyndt etableringen af et forsuringsanlæg på traktoren i forbindelse med nedfældning af gylle på markerne. I processen reduceres ammoniakdampene fra planterne markant, idet forsuringen bevirker at planterne optager næringen fra gyllen meget mere effektivt til gavn for miljøet.
Aktiviteter på dagen
- Oplev dyrene på nært hold
- Guidet tur hos køerne
- Tal med en landmand
- Se de store maskiner
- Smagsprøver m.m. fra Arla
- Åben gårdbutik med blandt andet egen is og øvrige produkter
- Familiequiz
- Majslabyrint
- Halmlegeplads
Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:


