Ulvsbjerggård
Marianne og Hans Rasmussen,
Ulvsbjergvej 12, Svenstrup, 5500 Middelfart
Produktion: Malkekvæg
Velkommen søndag den 18. september 2011 kl. 10-16
Vi hedder Marianne og Hans. Vi har drevet landbruget her siden 1994, hvor vi overtog gården efter Hans forældre. Vi er tredje generation på Ulvsbjerggård, hvor der altid har været køer og mælkeproduktion. Vi har tre børn, Jeppe på 14 år, Andreas på 12 år og Maja på 9 år. Drengene viser interesse for landbruget og hjælper ind i mellem til.
Hans står for driften af gården, markerne og køerne, og han får hjælp af to fuldtidsansatte - fodermesteren Henny og en elev. Marianne arbejder som børnehaveklasseleder på Gelsted Skole.
Produktionen af mælk og afgrøder
Der er 290 Jersey køer på gården og samme antal kvier og kalve - en kvie er en ung ko, der endnu ikke har fået en kalv. Jerseykoen malker lidt mindre mælk end den sortbrogede ko, men til gengæld har mælken et meget højere proteinindhold, hvilket giver landmanden en bedre afregning for mælken. Hver ko på Ulvsbjerggård giver i gennemsnit cirka 23-24 liter mælk dagligt - alle køerne giver tilsammen 6.000 liter mælk om dagen. Hver anden dag kommer Arlas tankvogn og henter mælken i mælketanken, og kører herefter til mejeriet, hvor mælken bliver brugt til forskellige mælkeprodukter.
På Ulvsbjerggråd er der fire malkerobotter, som klarer malkningen. Samtidig er stalden en moderne løsdriftsstald med sengebåse, så køerne bestemmer selv, om de vil malkes, æde eller hvile. Det giver en meget høj trivsel og dyrevelfærd blandt køerne. Køerne bliver fodret med en blanding af majsensilage, græs, mask (restprodukt af maltbyg fra ølproduktion), soja, rapskager, vitaminer og mineraler.
Der bliver dyrket 240 hektarer jord på gården - en hektar svarer til to fodboldbaner. På markerne er der cirka 50 hektar med majs og græs, der bruges som foder til køerne. Derudover dyrkes der 40 hektar med byg, som bliver solgt til ølproduktion, 80 hektar med hvede og 20 hektar med græsfrø, som blandt andet bliver brugt til fodboldbaner over hele verden.
Aktiviteter på dagen
- Rundtur i staldene
- Se de store maskiner
- Prøv halmlegepladsen
- Tal med en landmand
- Kæl med de små kalve
- Gå en tur i markerne, nyd naturen og udsigten
- Smagsprøver på mejeriprodukter fra Arla
- Naturaktiviteter med KFUM-Spejderne, hvor den lokale spejdergruppe sørger for en ekstra spændende naturoplevelse, hvor man kan prøve kræfter med spejderlivet gennem aktiviteter som for eksempel en naturforhindringsbane, svingtov og bålplads.
Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:

