Spangsgård

Mariann og Egon Andreasen,
Åsvej 1, Måre, 5853 Ørbæk

Produktion: Malkekvæg og kalve

Velkommen søndag den 18. september 2011 kl. 10-16

Vi, Mariann og Egon Andreasen, driver Spangsgård i fællesskab og har to voksne sønner - Brian på 25 år, der er udlært landmand og arbejder på Gyldensteen Gods, og Jesper på 22 år, som er industritekniker og i øjeblikket sejler med Kongeskibet Danmark.
Vi er tredje generation på Spangsgård, der i 1935 blev bygget af Egons morfar.
Vi begyndte for 31 år siden med en malkekvægsbesætning på 29 jerseykøer, men har med tiden udvidet besætningen til de 72 køer, vi har i dag.

Produktionen
Vores staldsystem er det samme, som da vi overtog gården. Det er, hvad man i dag vil kalde en traditionel bindestald, hvor køerne i stalden står bundne. Vi malker med fem maskiner ad gangen, og efter malkningen lukker vi køerne ud på græs. Kun en tiendedel af de danske malkekvægbesætninger står i dag i bindestald.
Vi malker to gange dagligt - Egon klokken 6.00 og Mariann ved 16-tiden. Malkningen varer fra halvanden til 2 timer pr. gang.
Efter malkning og køerne er kommet på græs, drikker vi vores morgenkaffe, og er derefter fælles om alle andre opgaver, som for eksempel at gøre rent i stalden, muge ud og strø ny halm, give kalvene mælk og kvierne majs- eller græsensilage.
Arlas tankvogn henter cirka 2500 liter mælk hos os hver anden dag og kører den til Taulov Mejeri i Fredericia.
En jerseyko giver mindre mælk sammenlignet med en sortbroget malkeko. Til gengæld er indholdet af både fedt og protein en del højere end hos de store malkeracer.
Jersey har også vist sig at være mørt og smagfuldt kød, og vi sælger derfor alle vores tyrekalve til en kalvekødsproducent.

Aktiviteter på dagen

  • Oplev Mariann og Egons køer og kalve i stalden og på marken
  • Se, hvordan vi malker køerne med malkemaskinen klokken 15.00
  • Prøv at håndmalke en ko
  • Klap kalvene i kalvekravlegården
  • Nyd smagsprøver på mælkeprodukter fra Arla
  • Deltag i familiequizzen og vind præmier fra Arla
  • Oplev halmlegepladsen
  • Lav børneaktiviteter med 4H
  • Mød biavleren og kig ind til bierne
  • Kør tur i marken med traktor og vogn
  • Tag madpakke med og nyd den i det grønne eller i laden
  • Mulighed for køb af kaffe og kage
  • Naturaktiviteter med KFUM-Spejderne, hvor den lokale spejdergruppe sørger for en ekstra spændende naturoplevelse, hvor man kan prøve kræfter med spejderlivet gennem aktiviteter som for eksempel en naturforhindringsbane, svingtov og bålplads.

Åbent Landbrug arrangeres som et samarbejde mellem:




Mariann og Egon Andreasen
Åsvej 1, Måre
5853 - Ørbæk

Rutevejledning

Download gårdfolder om Spangsgård i pdf
  • 72 malkekøer af racen jersey
  • 130 kreaturer i alt, inklusiv kalve og undgdyr
  • Traditionel bindestald og køer på græs
  • 2500 liter mælk til Arla hver anden dag
  • Driver 95 hektarer med majs græs og lucerne, korn og raps - hovedparten bruges til foder

Værterne glæder sig til at få besøg. Vær opmærksom på, at når du besøger en gård, er der nogle retningslinier, som vi beder dig om at overholde.